En 18-årig mand hjalp ifølge politiet til ved attentaterne 14. og 15. februar i København ved at skaffe en skudsikker vest og mindst én kniv til den formodede gerningsmand.
Det fremgår af politiets sigtelse, der lørdag formiddag er blevet læst op ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København.
Manden sigtes for i forening og efter forudgående aftale med den nu afdøde Omar Abdel Hamid El-Hussein at have medvirket til to drab og fem drabsforsøg ved Krudttønden på Østerbro og nogle timer senere i Krystalgade i Indre By.
Den sigtede er en spinkel mørklødet fyr. Han er kortklippet i siderne, men på toppen står de krusede krøller i flere retninger. Han er iført en rød, skinnende sportsjakke og løse blå bukser.
Da pressen træder ind i lokalet, vender han sig om og kigger interesseret. Resten af tiden holder han blikket rettet mod dommeren og sidder ellers ganske roligt på sin stol.
- Min klient nægter sig skyldig i sigtelserne, siger mandens forsvarsadvokat, Michael Steffensen, efter at have hørt politiets teori.
Den 18-årige ønsker i øvrigt ikke at udtale sig ved retsmødet, fastslår advokaten desuden.
Herefter vælger dommeren at lukke retsmødet for offentligheden og nedlægger samtidig navneforbud.
Politiet har tidligere sigtet yderligere to mænd for at have bistået Omar Abdel Hamid El-Hussein.
De to, der sidder varetægtsfængslet, er sigtet for at have bortskaffet våben efter angrebene og for at sørge for et tilflugtssted til El-Hussein.
Desuden beskyldes de for at have skaffet to pistoler til den 22-årige. Disse våben brugte han ved angrebet i Krystalgade, hvor en 37-årig jødisk vagt blev dræbt, og til sidst i skudvekslingen med politifolk på Svanevej.
Torsdag blev deres varetægtsfængsling forlænget med fire uger.
Omar Abdel Hamid El-Hussein blev skudt og dræbt af politiet foran en lejlighed på Svanevej 1 ved Nørrebro Station tidligt søndag 15. februar.
Inden da menes han at have dræbt to mænd, henholdsvis i Krystalgade og ved et debatarrangement på Østerbro.
Ved de to angreb blev fem betjente desuden såret.
/ritzau/