Et af verdens mægtigste Universiteter, Yale University i USA, har med enkle midler skåret sit udslip af drivhusgasser såsom CO2 med hele 17 procent på blot to år.
Dermed er universitetet et godt eksempel på, at EU s ambitioner om at skære co2-udslippet med 20 procent inden 2020 kan lade sig gøre - endda ekstremt billigt.
»Yale har taget en føren-de rolle i at demonstrere, at dramatiske reduktioner i CO2 udslippet er både mulige, men også særdeles økonomisk realistisk,« siger rektoren for Yale University, Richard Levin.
Det positive budskab kom rektoren med i går, da han besøgte Københavns Universitet for at indvie universitetets klimasatsning med et foredrag om klimapolitik og bæredygtighed.
Minivindmøller på uni
Københavns Universitet bliver vært for en kæmpe verdenskongres i klimaforskning i marts 2009, og indtil da skal universitetet samarbejde med nogle af de bedste universiteter i verden ud over Yale, blandt andet Oxford i England.
Yale University har opnået de enorme reduktioner ved at isolere alle bygninger og vinduer, designe al nybyggeri mere energieffektivt, lave automatisk lys- og varmeregulering, opføre minivindmøller og køre på biobrændsler. De forventer at nå deres mål på 43 procents reduktion lang tid før 2020, som først var målet.
»Det burde efterhånden være tydeligt, at det er muligt at reducere kraftigt, hvis man vil. Det har blandt andet været formålet med vores indsats at demonstrere over for vores politikere, at vi skal gå forrest og vise vejen i USA,« sagde han.
Yales initiativ har inspireret Københavns Universitet til at gå i same retning,
»Vi regner med selv at have en plan for, hvor meget vi vil reducere i april,« sagde prorektor for Københavns Universitet Lykke Friis.