17 læger sortlistet: Udskrev for store mængder afhængighedsskabende medicin
I alt har 17 ud af i alt 52 læger og andet sundhedspersonale på Sundhedsstyrelsens tilsynsliste modtaget alvorlig kritik af Sundhedsstyrelsen for deres omgang med afhængigheds-skabende lægemidler over for deres patienter.
Foto: Scanpix/Iris


En gruppe danske læger har udskrevet alt for store mængder afhængigheds-skabende medicin som morfin og stærk sove- og angst-medicin til deres patienter. Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har søgt i Sundhedsstyrelsens tilsynsliste, der også kaldes lægernes 'gabestok'.

I alt har 17 ud af i alt 52 læger og andet sundhedspersonale på Sundhedsstyrelsens tilsynsliste modtaget alvorlig kritik af Sundhedsstyrelsen for deres omgang med afhængigheds-skabende lægemidler over for deres patienter.

Enkelte læger har modtaget så alvorlig kritik, at de har mistet deres autorisation, og en del har været til direkte fare for patienternes sikkerhed, skriver Ekstra Bladet.

En læge fra Bornholm har sågar været til overhængende fare for sine patienter på grund af sine voldsomme udskrivninger af alle typer afhængigheds-skabende lægemidler; vel at mærke efter han havde fået frataget retten til at ordinere medicinen.

Som Ekstra Bladet fortalte i sidste uge, er 42.000 danskere afhængige af morfin - og derudover er 43.000 danskere afhængige af den stærkt vanedannende sove- og angstmedicin, benzodiazepiner. 

Og det er ifølge overlæge og misbrugs-ekspert i Stofrådgivningen, Henrik Rindom, et kæmpe problem.

- De er så afhængige af medicinen, at hvis vi tvinger dem ud af det - uden der samtidigt bliver lavet en ordentlig handlingsplan for, hvordan de skal komme ud af medicinforbruget, så forpester vi deres tilværelse, siger han til Ekstra Bladet.

Derudover findes der ingen ordentlig hjælp til de afhængige, mener han.
- Vi læger er ikke gearede til - og vi interesserer os ikke for - afrusning af patienter i sundhedsvæsenet, fastslår Rindom.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed under Sundhedsstyrelsen, der holder øje med de læger, der udskriver for store mængder medicin.

- Vi har et elektronisk system, hvor vi får leveret data fra Sundhedsdata-styrelsen. Så vi får altså nogle informationer om, hvor meget lægerne udskriver af bestemte lægemidler. Og lige nu er der fokus på benzodiazepiner, altså dem, der bekæmper angst og søvnløshed.

- Det foregår på den måde, at vi elektronisk får de her data til rådighed, og de er rangeret efter de læger, der skriver mest ud, siger Charlotte Hjort, overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed til Ekstra Bladet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.