En kop kaffe til en femmer har kostet den 17-årige gymnasieelev Buster Hoff jobbet.
Ifølge Buster Hoff drak han en kop kaffe, mens han var på arbejde i Superbrugsen i Vestergade i centrum af Odense. Han glemte efterfølgende at betale for kaffen, skriver Fyens.dk.
Derefter blev et par af hans vagter aflyst, inden han blev kaldt ind på chefens kontor, hvor souschefen fyrede ham uden varsel.
På fyresedlen står der "Manglende betaling for kaffe/kakao". Samtidig fik Buster Hoff ifølge Fyens.dk at vide, at det de næste tre år vil fremgå af Coops register, at han er blevet fyret på grund af tyveri.
- Det er helt rigtigt, at jeg havde glemt at betale de fem kroner for en kop kaffe. Det var dumt. Det erkender jeg. Jeg havde måske forventet en advarsel, men at blive fyret for så lidt, synes jeg, er voldsomt. Det er et meget godt eksempel på, at man som ungarbejder ikke har særlig mange rettigheder, siger Buster Hoff til Fyens.dk.
Lige efter bogen
Fyens.dk har været i kontakt med ledelsen i Superbrugsen, der ikke ønsker at udtale sig. Den siger dog, at "alt er gået efter bogen".
I 2002 gav Datatilsynet Coop lov til at oprette et såkaldt bortvisningsregister. Formålet er "at give mulighed for at overveje eventuel genansættelse af medarbejdere, der tidligere er blevet bortvist".
Coop fik tilladelsen på baggrund af blandt andet følgende argumentation:
"Optagelse kan finde sted i sager, hvor en medarbejder har begået en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, som fører til en bortvisning, eller fratræden uden varsel."
Coops kommunikationschef, Jens Juul Nielsen, oplyser til Fyens.dk, at der ikke er en bagatelgrænse, når det drejer sig om tyveri.
- Det betyder dog ikke, at en bortvist medarbejder ikke kan blive ansat igen, idet Coop altid kigger på forseelsens karakter, siger han.