17-årig dræbt af haj i Australien
Angrebet skete i det nordlige Queensland tæt ved et andet rev, hvor der tidligere har været hajangreb.
Det vides ikke hvilken type haj, der bed den 17-årige dreng.
Det vides ikke hvilken type haj, der bed den 17-årige dreng. Foto: Colourbox/free


En 17-årig dreng blev mandag angrebet og dræbt af en haj ved et rev på Australiens nordøstlige kyst.

Drengen var død, da han blev bragt tilbage på stranden.

Hajen bed ham i låret ved Rudder Reef ud for Port Douglas, som ligger 60 kilometer nord for Cairns i det nordlige Queensland.

- Vi modtog et opkald om en 17-årig med et alvorligt sår på låret, siger en talskvinde for ambulancecentralen i Queensland.

- En båd fragtede ham ind på land, men han overlevede ikke, siger hun.

Det vides ikke, hvilken slags haj den 17-årige blev angrebet af.

Ifølge en lokal dykker, Col McKenzie, som leder en forening for dykkerturisme, er der ikke mange turistture for dykkere ved Rudder Reef.

Stedet er derimod populært for harpundykkere, og ved det nærliggende rev Opal Reef blev en person dræbt i et hajangreb for 10 år siden.

I oktober blev to store hvidhajer dræbt i det vestlige Australien, efter at en ung surfer havde mistet dele af begge sine arme i et angreb.

I september blev en mand dræbt af en haj foran sin kone, da han svømmede ved Byron Bay på østkysten.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.