162 plejefamilier og sociale tilbud er lukket på få år
Nye socialtilsyn har siden 2014 taget godkendelsen fra adskillige tilbud på grund af dårlig kvalitet.
Regeringen agter ikke at skærpe kravene på området yderligere, slår ordfører Carl Holst fast.
Regeringen agter ikke at skærpe kravene på området yderligere, slår ordfører Carl Holst fast. Foto: Linda Kastrup/Scanpix


Manglende kvalitet har siden 2014 betydet, at 29 sociale tilbud og 133 plejefamilier er blevet lukket, skriver Jyllands-Posten.

Fem socialtilsyn overtog dengang tilsynspligten fra kommunerne, men på trods af de mange lukninger, er kvaliteten fortsat ikke høj nok, mener flere parter.

Det skyldes blandt andet en sag fra Odder Krisecenter, som i 2015 blev godkendt af Socialtilsyn Midt og lukket igen efter seks måneder med store problemer. Centerets ejer er uddannet biolog.

Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, er bekymret.

- Hver gang fagligheden ikke er i orden, rammes nogle mennesker. Man kan næsten ikke stille krav nok, siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Knud Aarup, som i 2012-2015 var direktør i Socialstyrelsen, var formålet med de nye tilsyn at få bugt med tvivlsomme bosteder.

- Vilkårene for det socialpædagogiske er i øjeblikket, at der ikke er krav om autoriseret personale på samme måde som i andre lignende brancher. Det kan man godt undre sig over, siger Aarup, som nu er formand for Socialpolitisk Forening.

Michael Graatang, der er direktør i de private tilbuds sammenslutning, LOS, afviser, at der stilles for få krav.

- Det er helt ude i skoven. Vi er netop blevet underlagt et mere professionaliseret socialtilsyn, siger han.

På Christiansborg er Venstres socialordfører, Carl Holst, enig. Han mener ikke, der skal skærpes mere.

Ifølge Sara Birch Claces, socialchef i Dragør Kommune, der havde en kvinde indlogeret i Odder, er der stadig mange brodne kar i branchen.

- Vi oplever i den grad, at der er for få faglige krav til folk, som vil etablere et opholds- eller behandlingssted. Enhver med et godt hjerte kan starte op. Vi ser konsekvensen, når vi møder de inkompetente steder, som bliver sat i verden, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.