16.000 flygtninge og migranter er kommet til Danmark
Politiet skønner, at mindst 700 flygtninge og migranter er kommet til landet i løbet af det seneste døgn.
Arkivfoto - Flygtninge på Rødby færgestation. /RB PLUS/ (Lasse Kofod/POLFOTO/arkiv)
Arkivfoto - Flygtninge på Rødby færgestation. /RB PLUS/ (Lasse Kofod/POLFOTO/arkiv) Foto: LASSE KOFOD/POLFOTO


Antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Danmark, fortsætter med at stige.

I løbet af det seneste døgn er yderligere 700 personer kommet til landet, vurderer Rigspolitiet lørdag.

Det betyder, at der over de seneste 20 dage er indrejst mindst 16.000 flygtninge og migranter til Danmark.

Politiet gør i sin daglige opgørelse opmærksom på, at det er et absolut minimumtal, fordi det udelukkende baserer sig på stikprøvekontrol af et begrænset antal tog, busser og biler.

Antallet af indrejste regnes fra søndag 6. september, hvor et stort antal flygtninge og migranter for rullende kameraer stak af fra de danske myndigheder af frygt for, at de ville blive tvunget til at søge asyl her.

En stor del af de tilrejsende flygtninge og migranter er rejst videre til andre lande, mens en mindre del har søgt asyl i Danmark

Selv om en stor del af de indrejsende har held til at komme ind over grænsen, så lykkes det ikke for alle.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som varetager kontrollen i Rødbyhavn, oplyste fredag, at man siden 6. september har sendt 47 personer tilbage til Tyskland.

Derudover har politiet sigtet 26 personer for at have bistået de indrejsende med at komme ind i Danmark eller gennem landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.