I alt er 1600 irakiske kurdiske peshmerga-krigere blevet dræbt under offensiven mod Islamisk Stat i storbyen Mosul siden 17. oktober, siger en kurdisk talsmand.
- Op mod 10.000 peshmergaer er blevet såret på de seks uger, som kampene har varet indtil nu, hedder det videre.
En amerikanskledet koalition har ved luftangreb i Irak og Syrien dræbt 54 civile i perioden fra 31. marts frem til 22. oktober, siger det amerikanske militær i en erklæring ifølge Reuters.
Et enkelt angreb, som fandt sted i midten af juli nær den syriske by Manbij, kostede alene 24 civile livet.
De nye tal betyder, at antallet af civile, som er blevet dræbt af koalitionen siden luftangrebene blev indledt i 2014, i alt er nået op på 173.
FN oplyser samtidig, at tæt på 2000 medlemmer af de irakiske sikkerhedsstyrker er blevet dræbt i november over hele landet.
Antallet er tre gange så højt som tallet i oktober, hvor storoffensiven mod Islamisk Stat i Mosul blev indledt.
Den irakiske regerings offensiv mod Islamisk Stat i Mosul kan komme til at vare måneder, hvilket vil få flere flere og flere civile til at forsøge at flygte for at undgå at blive fanget i en krydsild ved fronterne.
Et stigende antal af sårede - over 100 på nogle dage - kommer fra landområder uden for millionbyen Mosul.
/ritzau/AFP