16 dræbt og mange fanget under styrtet bygning i Pakistan
Redningsmandskab graver i sammenstyrtet bygning for at finde overlevende, men mange er omkommet eller kvæstet.
Militæret er på vej til nedstyrtet fabrik i det pakistanske by Lahore, for at hjælpe med redningsarbejdet. Man forventer, at stadig 100 er fanget i ruinerne.
Militæret er på vej til nedstyrtet fabrik i det pakistanske by Lahore, for at hjælpe med redningsarbejdet. Man forventer, at stadig 100 er fanget i ruinerne. Foto: EMILIO MORENATTI/AP


Mindst 16 mennesker er dræbt efter en fabrik nær Pakistans østlige by Lahore onsdag styrtede sammen. 150 mennesker blev fanget i ruinerne, da ulykken skete. Det oplyser lokale embedsmænd til Reuters.

Redningsmandskabet graver med skovle og hakker i den sammenstyrtede bygning og har indtil videre reddet 75 kvæstede personer ud. Det fortæller Mohammed Usman, der er de lokale myndigheders repræsentant på stedet.

Fabrikken, der producerer plastikposer, var fire etager høj, men samtlige etager er styrtet sammen. Redningsarbejdere er derfor nødt til at gå meget nænsomt til værks, fortæller Mohammed Usman.

- Folk har modtaget opkald fra tre eller fire personer, der er fanget inde i den sammenstyrtede bygning. Så vi er nødt til at være forsigtige, når de gennemgår ruinen, siger Mohammed Usman til Reuters.

Mange af de pårørende til arbejderne på fabrikken leder stadig efter deres familiemedlemmer. Mohammed Ramzan er far til en 24-årig medarbejder på fabrikken. Han holder fortsat vejret og håber på det bedste.

- Min søn er en daglønsarbejder her. Vi kan hverken finde ham blandt de døde eller de sårede, jeg håber bare, at han vil blive fundet mellem murbrokkerne i god behold, siger Mohammed Ramzan til Reuters.

Det er uklart, hvad der er årsag til, at fabrikken, som ligger 20 kilometer syd for Lahore, kollapsede.

En repræsentant fra det pakistanske militær meddeler, at der vil blive sendt et hold til fabrikken, som både skal hjælpe med redningsarbejde og oprydning.

Det er ikke første gang en fabrik styrker sammen i Pakistan. Byggesektoren er præget af manglende kontrol og sikkerhed. I september 2012 brændte 289 mennesker ihjel i en tekstilfabrik i storbyen Karachi. Samme dag omkom 25 i en brand i en skofabrik.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.