16-årig virksomhedsejer: Unge klager for meget over stress
Stressede unge kan sagtens planlægge sig ud af en presset hverdag, lyder det fra en 16-årig gymnasieelev og virksomhedsejer.
"Man har tid til det, man godt vil, hvis man planlægger det ordentligt," siger 16-årige Benjamin Fritze, der står bag tøjmærket Vigorous.
"Man har tid til det, man godt vil, hvis man planlægger det ordentligt," siger 16-årige Benjamin Fritze, der står bag tøjmærket Vigorous. Foto: Knud Trondhjem


Danske unge klager alt for ofte over, at de har en alt for stresset hverdag.

Sådan lyder det fra 16-årige Benjamin Fritze, der går i 1.g på Rødovre Gymnasium, hvor han ofte ser tendensen.

- De klager over, at de ikke har tid til lektier, ikke har tid til afleveringer og kommer med dårlige undskyldninger til lærerne, siger han.

Men det forstår han ikke. Han er nemlig selv en travl herre, for ud over skolen har han også sit eget tøjfirma Vigorous at se til. Og det kan sagtens lade sig gøre, forklarer han.

- Man har tid til det, man godt vil, hvis man planlægger det ordentligt, siger Benjamin Fritze.

Han mener, at det handler om at planlægge og prioritere sin hverdag. På den måde får han selv tid til lektier, tøjmærke, kæreste og træning. 

- Hvis man organiserer sin dag og lægger et skema, så kan man se fremad til alle ugens dage. Så kan man også se, at hvis man har en aflevering til torsdag, og du ikke har tid til onsdag, så skal man gå i gang allerede tirsdag, forklarer han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.