En 16-årig pige har frivilligt fået forlænget sin varetægtsfængsling i den såkaldte Kundbysag, hvor hun er sigtet for at ville bombe to skoler på Sjælland.
En 24-årig mand, som er sigtet for at medvirke til planerne, er også fængslet i sagen. Han får ligesom pigen forlænget varetægtsfængslingen med fire uger - dog ikke frivilligt.
Det oplyser anklager i sagen, Lasse Biehl, som ikke har yderligere at sige, da retsmødet mandag blev afholdt for lukkede døre.
De to unge mennesker har siddet fængslet siden januar i år. Begge nægter sig skyldige i sigtelserne.
Den 16-årige pige blev anholdt 13. januar, da Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte en større politiaktion på en adresse ved Kundby ikke langt fra Holbæk.
Den dengang 15-årige pige, der er konverteret til islam, blev sigtet for at ville udføre angreb mod den jødiske skole Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle med hjemmelavede bomber.
Den 24-årige mand blev sigtet for at medvirke til hendes terrorplaner. De har angiveligt mødt hinanden over internettet.
Ifølge anklager Lasse Biehl er efterforskningen nu 10 måneder senere i sin afsluttende fase.
Han regner med, at politiet er færdig med at efterforske omkring jul.
- Det er en kæmpestor efterforskning, der fylder mange ringbind. Vi har afhørt flere hundrede vidner, sagde Lasse Biehl i september.
Dengang havde pigen siddet varetægtsfængslet på en institution egnet til børn og unge i otte måneder.
Ifølge retsplejeloven skal der foreligge helt særlige omstændigheder, hvis en person under 18 år skal være fængslet så længe. Det har Retten i Holbæk tilsyneladende ment, at der var.
Anklageren sagde i september, at retten blandt andet havde lagt vægt på sagens alvorlighed.
/ritzau/