En 16-årig pige fra Odense har anmeldt til politiet, at hun er blevet voldtaget i Højby i det sydlige Odense mandag eftermiddag.
Pigen har forklaret, at det var en mand på 18-20 år, der voldtog hende, oplyser vagtchef Hans Frederiksen, Fyns Politi.
Pigen har fortalt, at voldtægten fandt sted i en park ved Brobæklunden i Højby. Her er politiet i gang med at lave tekniske undersøgelser.
Pigen er til undersøgelse på Center for Voldtægtsofre, hvor politiet skal afhøre hende om, hvad hun er blevet udsat for.
Gerningsmanden beskrives som cirka 180 centimeter høj, dansk af udseende og med brunt hår. Han havde joggingbukser og en sort jakke på.
Manden kom formentlig kørende til stedet på en hvid scooter af mærket JOG. Han havde ikke styrthjelm på, har pigen forklaret.
/ritzau/