16-årig anholdt for terrorplaner på helligdag i Sydney
Drengen forsøgte i weekenden at skaffe et våben og ville angiveligt slå til i forbindelse med mindedag.
Militærparade midt i Sydney, der mandag mindes de mange australske soldater, der blev dræbt under Første Verdenskrig.
Militærparade midt i Sydney, der mandag mindes de mange australske soldater, der blev dræbt under Første Verdenskrig. Foto: Rob Griffith/AP


Politiet i Sydney har anholdt en 16-årig dreng, som mistænkes for at have planlagt et angreb i den australske millionby i forbindelse med mandagens markering af Anzac Day.

Det skriver en række australske medier.

På helligdagen samles titusindvis af australiere for at mindes de australske og newzealandske soldater, der faldt ved slaget i Gallipoli i Tyrkiet under Første Verdenskrig.

Drengen blev ifølge Reuters anholdt søndag eftermiddag tæt på sit hjem i det vestlige Sydney.

Efter et indledende retsmøde i en særlig ret for mindreårige mandag er det endnu uklart, præcist hvad teenagerens planer bestod i. Men myndighederne mener, at han i løbet af weekenden forsøgte at skaffe sig et skydevåben, skriver The Sydney Morning Herald.

Han vil blive sigtet for at planlægge en terrorhandling. Det kan føre til et livslangt ophold i fængsel.

Anholdelsen har fået politiet i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, til at skærpe det i forvejen høje sikkerhedsniveau ifølge ABC News.

I hele Australien bliver de faldne soldater mindet med blandt andet højtideligheder omkring solopgang og militærparader. Flest mennesker samles i landets to største byer, Sydney og Melbourne.

- Vi har handlet hurtigt for at sikre samfundets sikkerhed på denne hellige dag i den australske kalender, siger den øverste politichef i New South Wales, Andrew Scipione, ifølge en skriftlig meddelelse.

- Denne persons alder er selvfølgelig en bekymring hos os, siger han videre.

Politiet kendte til den 16-årige i forvejen, og man mener, at han handlede på egen hånd.

Adskillige unge mennesker er inden for de seneste år blevet anholdt i Australien og sigtet for at have forbrudt sig mod terrorlovgivningen. Blandt andet blev fem unge drenge anholdt sidste år for angiveligt at have planlagt et angreb i forbindelse med 100-året for Anzac Day.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.