15 dræbt og 50 såret ved flere angreb i Bagdad
Volden tager til i Iraks hovedstad, efter at Islamisk Stat er begyndt at tabe terræn i både Syrien og Irak.
Mindst 15 personer blev dræbt og over 50 såret, da Bagdad fredag blev udsat for en række eksplosioner blandt andet næ et våbenlager i den østlige del af Iraks hovedstad.
Mindst 15 personer blev dræbt og over 50 såret, da Bagdad fredag blev udsat for en række eksplosioner blandt andet næ et våbenlager i den østlige del af Iraks hovedstad. Foto: Ahmad Al-rubaye/AFP


Mindst 15 personer blev dræbt og over 50 blev såret, da Bagdad fredag blev udsat for en række eksplosioner, siger regeringskilder til AFP.

En eksplosion blev forårsaget af en brand i et våbenlager i den østlige del af Bagdad, hvor raketter eksploderede og dræbte mindst fire indbyggere og sårede 14 andre, siger hospitalskilder.

Våbendepotet tilhørte ifølge lokale kilder den shiamuslimske milits Asaib Ahl al-Haq.

Fem personer mistede livet, og 20 blev såret ved to bombeangreb mod frugt- og grøntsagsmarkeder i byen, siger talsmænd for regeringen.

I Ghazaliya, som er et sunnidomineret område, blev en handelsgade rystet af en bombeeksplosion. To blev dræbt, og mindst otte blev såret, siger politiet.

Der var ikke umiddelbart nogen gruppe, som tog skylden for bombeanslagene.

Der har været flere store angreb i den irakiske hovedstad i den seneste tid. I juli blev op mod 300 personer dræbt og omkring 200 såret ved et angreb mod en travl handelsgade i bydelen Karrada.

Islamisk Stat tog skylden for dette selvmordsangreb, som var rettet mod et travlt shopping- og restaurantkvarter i bydelen, hvor mange irakere købte ind før afslutningen på ramadanen.

Islamisk Stat har også taget skylden for en massakre på mindst 18 mennesker ved en bryllupsfest for få dage siden. Det var nær den hellige shiamuslimske by Kerbala syd for Bagdad.

Fem mænd deltog i angrebet, hvor der ifølge irakisk politi blev affyret maskinpistoler og kastet håndgranater. Mindst 26 blev såret.

Islamisk Stat taber i øjeblikket terræn i både Irak og Syrien.

Iraks militær er ved at forberede en offensiv for at genindtage storbyen Mosul fra Islamisk Stat. Hvis Mosul falder, vil det være det hidtil mest alvorlige tilbageslag for den islamistiske organisation.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.