Det startede som en forbudt forelskelse, men viste sig at være livslang kærlighed.
Klaus Lagermann var kun 15 år, da han forelskede sig voldsomt i sin nye engelsklærer, 27-årige Winnie Haarløv. Det fortæller parret i en video på dr.dk.
Følelserne viste sig at være gengældt, og de to endte med at kysse sammen på en lejrtur. Et sådant forhold ville nok have skabt endnu mere forargelse i dag, men også dengang var det forbudt - så Winnie blev fyret fra sit job som lærer.
Forholdet holdt ikke i første omgang, og de to gik hver til sit. Klaus fik erfaringer med andre kærester, og Winnie stiftede familie. De blev begge ældre og mere modne, men følelserne døde åbenbart ikke - for en dag bankede Klaus på Winnies dør, og spurgte, om hun ville gifte sig med ham.
Nu har parret været gift i 25 år, fortæller de to til dr.dk.