15-årige fik ætset ansigtet i fysiktime
15-årig er indlagt, efter at han har fået ætsningsskader efter ulykke ved Mørkøv. Han er uden for livsfare.
Både politiet og Arbejdstilsynet er beskæftiget med at finde årsagen til ulykken på Tornvedskolen nær Mørkøv (arkivfoto).
Både politiet og Arbejdstilsynet er beskæftiget med at finde årsagen til ulykken på Tornvedskolen nær Mørkøv (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


En elev på en skole i Mørkøv på Sjælland har fået alvorlige skader i ansigtet på grund af en ulykke fredag morgen.

I en fysiktime fik drengen svære ætsninger i ansigtet og på brystet, ved en ulykke i forbindelse med stoffet bariumperoxid, oplyser politiet.

Med en helikopter er den 15-årige dreng blevet fløjet til behandling på Rigshospitalet i København. Fredag eftermiddag oplyser politiet på Twitter, at han er uden for livsfare.

Hvordan ulykken kunne ske på Tornvedskolen på Skamstrupvej nær Mørkøv, foreligger der fredag sidst på formiddagen ikke oplysninger om.

Arbejdstilsynet er tilkaldt for at hjælpe politiet med at afklare forløbet. Det sker i et samarbejde med skolens lærere, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Efterfølgende har Midt- og Vestsjællands Politi tweetet, at tre lærere og fire elever er indbragt til observation på skadestuen, da de har følt ubehag efter ulykken.

Tornvedskolen har ikke yderligere kommentarer til sagen for nuværende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.