148 evakueret fra tog på grund af væltet træ
Et træ, der væltede på sporet, har stoppet trafikken på Kystbanen, oplyser Nordsjællands Politi.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


Omkring 148 passagerer var mandag formiddag strandet tre kvarter i et tog på Kystbanen nord for Klampenborg Station. Det skete, efter at et træ klokken 10.15 var væltet ned over sporet og havde revet nogle køreledninger med sig i faldet.

I første omgang lød meldingen fra Nordsjællands Politi på, at træet var væltet ned over toget. Men ifølge DSB var det ikke tilfældet.

- Træet var allerede væltet og lå på sporet, da toget kom rundt i en kurve. Toget kunne ikke nå at bremse helt og strejfede nogle grene. Men der var ikke tale om en voldsom påkørsel. Passagerne kunne dårligt mærke det, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB til Ritzau.

Kort før middag var Banedanmark i gang med at rydde området for grene og sikre sig, at køreledningerne fungerede igen.

I mellemtiden er den strækning af Kystbanen lukket, ligesom der ikke kører S-tog til og fra Klampenborg Station. Der er indsat busser mellem Klampenborg og Skodsborg, oplyser DSB.

Toget stødte ind i træet nord for Klampenborg Station klokken 10.15, og klokken 11 kunne politiet evakuere passagerne, efter at der var blevet slukket for strømmen ved Klampenborg Station.

Af sikkerhedsmæssige årsager måtte ingen forlade toget, og omvendt måtte politiet heller ikke nærme sig hverken træ, spor eller tog, før strømmen var slukket.

Dyrehavevej, der var spærret fra Strandvejen til Klampenborg Station, blev før middag åbnet igen.

Ud over politiet var både Banedanmark og brandvæsnet på stedet.

Se flere videoer på localeyes.dk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.