14-årig tasketyv rev skulder af led på turist: Blev overmandet "gode borgere"
Dreng fra Fyn trak turist hen ad fortovet i København. Han blev dog overmandet kort efter af "gode borgere".
14-årig dreng forsøgte sig med røveri. Det gik ud over turist i København.
14-årig dreng forsøgte sig med røveri. Det gik ud over turist i København. Foto: Politi.dk/Free


En 14-årig dreng fra Fyn blev sent onsdag overdraget til de sociale myndigheder, efter at han forinden havde røvet en taske fra en turist i Vester Farimagsgade i København.

- Vi får en anmeldelse klokken 22.34, om at en ung mand har røvet en taske fra en turist foran Hotel Imperial i Vester Farimagsgade. Han rykker tasken fra hende så voldsomt, at hun bliver slæbt nogle meter hen ad gaden, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ritzau.

Det lykkedes den 14-årige dreng at stikke af med tasken og dens indhold, men "gode borgere", som politiet betegner dem, lægger mærke til røveriet og overmanden drengen i Nyropsgade ikke langt derfra.

- Vi ved ikke, hvad en 14-årig dreng fra Fyn laver herovre alene. Men han er i hvert fald blevet sigtet og på grund af sin alder overdraget til de sociale myndigheder, siger Kenneth Jensen.

Den kvindelige turist, hvis nationalitet ikke fremgår af politiets rapport, rev en skulder af led, da hun blev trukket hen ad fortovet, så hun har været forbi skadestuen for at få sat skulderen på plads. Derudover var hun en smule chokeret efter røveriet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.