14-årig pige fra Frederiksberg er fundet i god behold
Mandag aften er Claudia Victoria Zangenberg Eriksen fundet og er i god behold hos sine forældre.
Den 14-årige Claudia Victoria Zangenberg Eriksen er fundet i god behold. Hun blev tidligere efterlyst af politiet.
Den 14-årige Claudia Victoria Zangenberg Eriksen er fundet i god behold. Hun blev tidligere efterlyst af politiet. Foto: POLITIFOTO


Siden lørdag har familien ikke hørt fra en 14-årig pige, men nu er hun hjemme i god behold.

Det skriver Københavns Politi på Twitter, men har ikke yderligere kommentarer.

Københavns Politi efterlyste tidligere mandag den 14-årige pige fra Frederiksberg. Hun havde sidst kontakt til sin familie lørdag omkring midnat.

Derfor sendte politiet en beskrivelse af hende ud i en pressemeddelelse, så folk kunne kontakte myndighederne, hvis de vidste besked.

Også den forsvundne piges mor sendte en efterlysning ud på Facebook.

Her skrev hun på pigens Facebook-side, at den 14-årige havde ringet til en ven søndag aften.

- Har du set Claudia? Claudia har efter sigende haft ringet til en ven i går (søndag aften, red), men ingen ved, hvor hun fysisk er siden natten mellem lørdag/søndag.

- Vi vil så gerne vide, at hun har det godt og kommer hjem, skrev moren på Facebook.

Da politiet ikke har yderligere kommentarer, kendes de nærmere omstændigheder, om hvorfor pigen har været forsvundet, ikke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.