Når 136.000 sygeplejersker, sosu'er og andre hospitalsansatte sætter sig til rette foran X-Factor i aften, har de efter alt at dømme fået svar på, om der bliver råd til Barolo i glasset i de næste tre år.
Forhandlingerne om ny overenskomst for ansatte i regionerne nærmer sig hastigt en afslutning, erfarer Avisen.dk.
Klokken 12.00 har fagforeninger og regionernes arbejdsgivere taget hul på de afsluttende forhandlinger, som ventes afgjort sidst på eftermiddagen.
Den nye overenskomst for Regionerne ventes at lande tæt op ad aftalen for de 573.000 kommunalt ansatte, som landede i mandags.
LÆS OGSÅ: Lønstigninger på vej til 500.000 kommunalt ansatte
Det vil sige, at hospitalsansatte kan se frem til en generel lønstigning på 4,81 procent over de næste tre år.
Oveni kommer den såkaldte reguleringsordning på 0,58 procent, som skal sørge for, at lønnen på det offentlige og private arbejdsmarkeds følges ad.
Inklusive værdien af forbedringer på for eksempel barsel og pension, forventes resultatet at lande på en samlet stigning over tre år på omkring 6,5 procent.
LÆS OGSÅ: Nye overenskomster på plads: En uges ekstra barsel til fædre
Som i staten og hos kommunerne kan regionernes mandlige ansatte forventeligt også se frem til en uges længere barsel.