Bombeeksplosioner i to byer i det sydøstlige Tyrkiet dræbte onsdag ni civile og sårede mange andre, oplyser sikkerhedskilder, der mistænker militante kurdere fra Kurdistans Arbejderparti, PKK, for at stå bag de koordinerede angreb.
Et ledende medlem af PKK advarede i weekenden om, at der ville komme nye angreb fra bevægelsen.
- Politiet vil ikke få mulighed for at leve fredeligt, som de gjorde før i tiden i byerne, sagde han.
Tidligere onsdag blev fire soldater dræbt og ni andre såret, da militante åbnede ild med raketter og langtrækkende våben fra den anden side af den irakiske grænse.
De overvejende kurdiske områder i det sydøstlige Tyrkiet er blevet rystet af den værste vold i to årtier, siden PKK brød en våbenhvile med militæret og politiet sidste år.
En PKK-kommandant, Cemil Bayik, siger, at "en ny form for krig er blevet udviklet".
- Krigen vil nu blive ført fra alle steder - uden skelen til om det er i bjergene, i dalene eller i byerne, siger PKK-repræsentanten til nyhedsbureauet Firat.
Situationen i Tyrkiet er yderst spændt efter et mislykket militærkup den 15. juli, hvor over 240 mennesker blev dræbt og 2200 blev såret.
Over 60.000 mennesker - deriblandt mange militær- og politifolk - er blevet anholdt, suspenderet eller er ved at blive efterforsket.
PKK, som står på EU's og USA's terrorliste, indledte en væbnet separatistisk kamp mod den tyrkiske stat i 1984. Over 40.000 mennesker, hovedsageligt kurdere, er siden blevet dræbt under konflikten.
//ritzau//