Skoledagen er efter folkeskolereformen blevet forlænget for en lang række af landets elever.
Og der er tale om en meget drastisk ændring i skolelevernes dagligdag, når skoleskemaet pludselig dikterer fremmøde helt frem til klokken 15.30 hver dag. Det mener den 13-årige Anna Kristine Laursen fra Malling ved Aarhus, som går i 7. klasse.
Hun har derfor skrevet et læserbrev til Jyllands-Posten:
- Jeg kommer tit rigtig sent hjem, fordi jeg bliver nødt til at rykke de ting, jeg skal, til senere, fordi jeg får så sent fri. Og jeg ved, at der er mange andre, som har det på samme måde. Jeg gad godt se alle politikerne sidde på vores plads. Så kunne de prøve at få fri kl. 13 næsten hver dag i en periode og bagefter få fri kl. 15.30 hver dag. Så kan de selv mærke forskellen, skriver hun og understreger:
- Jeg tror, børn i 7.-9. klasse “arbejder” mere, end de fleste voksne gør, skriver hun i læserbrevet til Jyllands-Posten.
Ingen fritid
Hun mener ikke længere, at skolebørn har nogen fritid tilbage. Mange kan ikke nå til deres fritidssport, mens andre ikke har tid til vennerne. Anna Kristine Laursen fortæller, at hun selv lige akkurat kan nå at spise og komme til fodboldkamp klokken 16, når hun har fri 15.30.
Hun foreslår at politikerne skulle give eleverne fri klokken 14 i stedet, for man lærer ikke noget i de sidste timer alligevel, lyder det.
- Alt i alt synes jeg bare, at skolereformen er en dårlig idé. Jeg ved, at hvis politikerne ændrer reformen igen, vil alle børn, som går i skole, blive rigtig glade, skriver hun.
Er skoledagene for landet elever for lange? Deltag i afstemningen herunder: