1200 brandfolk kæmper mod omfattende flammer i Californien
Flere hundrede mennesker er blevet evakueret fra deres hjem på grund af voldsom naturbrand i Californien.
En naturbrand i Californien har tvunget hundredvis af mennesker til at forlade deres hjem for en sikkerheds skyld. Arkivfoto
En naturbrand i Californien har tvunget hundredvis af mennesker til at forlade deres hjem for en sikkerheds skyld. Arkivfoto Foto: /AP


En naturbrand i den sydlige del af delstaten Californien har tvunget 1200 brandfolk ud i kamp mod flammerne.

Samtidig er flere hundrede mennesker blevet evakueret fra deres hjem på grund af frygt for såkaldte ild-tornadoer.

Fænomenet opstår, når varm og tør luft bliver presset hurtigt op fra jorden og bliver hvirvlet rundt. Det kan medføre en lodret flamme, der ligner en tornado.

Naturbranden hærger et område cirka 145 kilometer nordvest for millionbyen Los Angeles.

Lokale myndigheder i Santa Barbara, der ligger nær det brændende område, opfordrer beboere til at pakke de mest nødvendige ting og tage væk.

- Det er tid til at samle dine familiemedlemmer, kæledyr og vigtigste papirer - i tilfælde af at de bliver nødvendige - og komme hurtigt væk, lyder det fra politikontoret henvendt til folk, der bor i områder truet af ilden.

Branden brød ud onsdag, og flere end 1200 brandfolk har forsøgte at få bugt med flammerne. Lørdag vurderede brandmyndighederne, at cirka 45 procent af branden var under kontrol.

Der er ingen meldinger om omkomne. Dog har myndighederne udsted et "rødt flag-varsel" på grund af kraftige vindstød, der ventes at præge vejret helt frem til tirsdag.

Den sydvestlige del af USA har den seneste tid været vidne til adskillige brande, der er opstået som følge af høje temperaturer og langvarig tørke.

Søndag og mandag ventes der omkring 50 graders varme i Phoenix i delstaten Arizona.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.