12 mobiler fundet hos fængslede i Krudttønde-sagen
Justitsministeren vil præsentere 21 tiltag, efter at der er fundet mobiler hos varetægtsfængslede.
Justitsminister Søren Pind (V) vil styrke sikkerheden i fængslerne, efter der er blevet fundet 12 mobiler hos de varetægtsfængslede i Krudttønde-sagen.
Justitsminister Søren Pind (V) vil styrke sikkerheden i fængslerne, efter der er blevet fundet 12 mobiler hos de varetægtsfængslede i Krudttønde-sagen. Foto: Henrik Daugaard Jens/Polfoto/Polfoto


12 mobiltelefoner - og muligvis endnu flere - har fem personer, som har været sigtet i Krudttønde-sagen, været i besiddelse af i fængslet.

Det oplyser justitsminister Søren Pind (V) i en pressemeddelelse.

- Den nuværende situation, hvor selv varetægtsfængslede i terrorsager har vid adgang til mobiltelefoner, er uholdbar, skriver justitsministeren.

De terrorsigtede har desuden været i besiddelse af flere ulovlige genstande. Oplysningerne er kommet frem i en redegørelse fra Kriminalforsorgen, Københavns Politi, PET og Rigsadvokaten om forholdene for de varetægtsfængslede.

Hidtil har det været fremme, at der er blevet fundet otte telefoner. Terrortiltalte må ikke have mobiltelefoner eller adgang til nettet, og besøg og breve bliver skarpt kontrolleret.

- Vi står i en alvorlig situation. Redegørelsen viser med al tydelighed, at kriminalforsorgen gennem de sidste mange år ikke har været i stand til at håndhæve det forbud, der gælder mod mobiltelefoner i fængslerne, skriver Søren Pind.

Ifølge pressemeddelelsen rejser redegørelsen flere spørgsmål om sikkerheden i de danske fængsler.

Fangerne kan mødes og udveksle indsmuglede varer, uden at der er nok personale til at holde opsyn, har Fængselsforbundet tidligere fortalt Ritzau. Men selv med mere personale er et fængsel uden mobiltelefoner ikke realistisk, mener forbundet.

Ministeren vil fredag eftermiddag præsentere 21 tiltag mod mobiltelefoner i fængsler, og han vil desuden undersøge, hvordan kontrollen generelt kan styrkes.

Der er ikke rejst tiltale mod den femte mand, som har været sigtet i sagen. Men fire mænd i alderen 20-31 år er anklaget for medvirken til terrorisme ved at have hjulpet den afdøde Omar el-Hussein med angrebet i februar sidste år.

Omar el-Hussein skuddræbte to personer og sårede seks betjente, da han angreb et debatmøde i Krudttønden og en konfirmation i Den Jødiske Synagoge i København.

Ved et samråd i slutningen af januar oplyste Søren Pind, at de tiltalte havde haft adgang til syv telefoner, og at man derfor ville forsøge at skærpe opsynet. Men tirsdag kom det frem, at man havde fundet endnu en telefon.

Sagen mod de fire mænd indledes 10. marts i Københavns Byret. Klokken 13 fredag holder Søren Pind pressemøde om de fundne mobiltelefoner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.