Luftangreb har ramt lastbiler med nødhjælp nær Aleppo i det nordlige Syrien, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Mindst 12 personer, de fleste førere af lastbiler, er dræbt i angrebet, oplyser observatoriet sent mandag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En talsmand for FN siger samtidig, at 18 ud af i alt 31 lastbiler med nødhjælp til det krigshærgede område i og omkring Aleppo er ramt i angrebet.
FN er endnu ikke kommet med oplysninger om eventuelt dræbte.
Lastbilerne var kørt til et område vest for Aleppo og blev ramt i nærheden af byen Urm al-Kubra, oplyser observatoriet til Reuters. Det er uvist, om lastbilerne havde nået at aflevere nødhjælpsforsyningerne, da konvojen blev angrebet af kampfly.
Konvojen medbragte humanitær hjælp til de omkring 78.000 personer i Urm al-Kubra, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er syriske eller russiske kampfly, der foretager luftangreb i og omkring Aleppo. Fra den syriske regerings side er der gennemført 35 luftangreb, siden Syriens militær tidligere mandag officielt erklærede våbenhvilen slut, meddeler observatoriet.
Mindst fem bydele i den oprørskontrollerede del af Aleppo er kommet under angreb, kun få timer efter, at den syriske hær officielt erklærede en uges våbenhvile overstået.
Bomberne ramte i bydelene Sukkari og Amiriyah, som begge ligger i den østlige del af Aleppo, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig på stedet.
Samtidig oplyser en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, at USA, Rusland og andre centrale aktører i den syriske fredsproces mødes tirsdag i New York.
Udenrigsministre fra Den Internationale Støttegruppe for Syrien (ISSG) skal drøfte situationen i Syrien. Støttegruppen består af omkring 20 lande, heriblandt også Tyrkiet og Saudi-Arabien.
På mødet skal landene drøfte "status på den aftale, der blev indgået med USA og Rusland for lidt over en uge siden, hvor vi står, hvilke skridt vi skal tage, og hvor vi har brug for at se fremskridt," siger udenrigsministeriets talsmand Mark Toner.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, fordømmer bekendtgørelsen fra den syriske hær.
Han kritiserer Rusland for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i aftalen og siger, at USA vil arbejde hårdt for at holde liv i våbenhvileaftalen.
/ritzau/AFP