11.000 stør er sat ud i Donau
Europas sidste vilde bestand af størfisk skal stives af. Tusindvis af stør er sat ud i floden Donau.
Støren er en eftertragtet fisk på grund af dens rogn. (Kim Nielsen/POLFOTO)
Støren er en eftertragtet fisk på grund af dens rogn. (Kim Nielsen/POLFOTO) Foto: freelance nielsen kim,,,/POLFOTO


Der er udsat 11.000 af de truede størfisk i floden Donau i et forsøg på at genoprette Europas sidste vilde bestand af de sjældne fisk.

Det er WWF, Verdensnaturfonden, som står for udsætningen.

WWF meddeler, at der tirsdag er udsat 5000 fisk ved øen Belene nær grænsen mellem Bulgarien og Rumænien.

Det er sket som led i et EU-finansieret program.

For en uge siden blev 6000 andre fisk udsat i forbindelse med samme program.

Målet er, at bestanden af vilde stør skal stives af med en udsætning på 50.000 fisk.

Af de 25 forskellige slags stør, der lever på den nordlige halvkugle, lever seks i Donau. Inden for EU er området ved Bulgarien og Rumænien det eneste sted, hvor der fortsat er en levedygtig bestand af vilde stør, siger WWF.

Begge lande har indført forbud mod at fange stør, men der finder omfattende rovfiskeri sted.

De 5000 fisk, der senest er udsat, har fået indopereret chips, sådan at miljøforkæmpere kan spore dem og følge deres vandringsruter og finde deres yngleområder, hvilket skal gøre det lettere at beskytte dem.

- Når vi ved, hvor de er, kan vi lettere beskytte dem, siger Stoyan Mihov fra WWF.

Gruppen på 5000 stør er af en lille art, der ikke vandrer til Sortehavet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.