11 hhx-elever er dømt for at ændre i fraværsprocent
Flere elever fra Aalborg Handelsskole er dømt i en hacking-sag. Otte sager er endnu ikke afsluttet.
Onsdag og torsdag er 11 hhx-elever idømt betinget fængselsstraffe mellem syv og 20 dage for at ændre i deres fravær.
Onsdag og torsdag er 11 hhx-elever idømt betinget fængselsstraffe mellem syv og 20 dage for at ændre i deres fravær. Foto: Colourbox/free


11 ud af 19 elever fra Aalborg Handelsskole er blevet idømt mellem syv og 20 dages betinget fængsel i en sag om fusk med fraværet. Oveni får de unge en plet på straffeattesten.

Otte sager er endnu ikke afsluttet. Af dem har fem elever nægtet sig skyldige, og deres sager er sendt tilbage til anklagemyndigheden, der nu skal afgøre, om der skal rejses tiltale.

To sager er sendt tilbage til anklagemyndigheden uden retsmøde og en enkelt person udeblev fra rækken af retsmøder ved retten i Aalborg, skriver Nordjyske.

Alle 19 elever er sigtet efter straffelovens hacking-paragraf. Eleverne har ændret i deres fraværsprocent på elevplan.dk ved hjælp af en lærers kodeord.

Torsdag var altså de sidste seks elever i retten. Fire blev dømt, og to nægtede sig skyldige.

- Det var næsten normalt, at nogle brugte den til at rette fravær, sagde en 19-årig kvinde i retten. Hun fik 10 dages betinget fængsel for flere gange at have rettet sit fravær.

De tre andre dømte elever erkendte sigtelsen og modtog syv dages betinget fængsel. I retten forklarede de, at de ikke selv havde fusket med fraværet men havde bedt andre om at gøre det. De blev dømt for medvirken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.