Selvom søvnbehovet er meget individuelt, så har alle brug for mellem 6,5-9 timers søvn hver nat. Med den rette mængde søvn bliver du mere robust, så du kan klare hverdagen uden at blive syg og udkørt.
Men søvn kommer ikke lige nemt til alle. Slet ikke hvis du har en krævende hverdag med mange udfordringer, som kan holde dig vågen den halve nat. Derfor har vi samlet en række gode råd fra søvnspecialisterne på klinikken ScanSleep til, hvordan du bedst finder ro om natten.
1. Det er vigtigt at have en ordentlig madras og seng, så du ligger godt. Overvej derfor om sengen er lang nok, bred nok og hård nok.
2. Det er vigtigt at sove i en rar og mild temperatur, så du hverken ligger og sveder eller fryser.
3. Sørg for at slukke al elektronik og sæt mobiltelefonen på flytilstand. Sid ikke i sengen og se tv eller ind i en computer, for lyset fra skærmen påvirker din træthedsfornemmelse.
4. Stå op på samme tid hver dag, også i weekenden. Det styrker dit indre ur.
5. Undgå voldsom fysisk aktivitet inden du skal sove. Fysisk træning skal foregå minimum tre timer inden sengetid.
6. Du skal ikke spise et herremåltid, inden du skal sove. Samtidig skal du undgå kaffe, cola, alkohol og andre stimulanser, der kan virke opkvikkende.
7. Du må heller ikke gå sulten i seng. Hvis du mærker sult, så spis et lille mellemmåltid og drik eventuelt noget varmt og beroligende som te eller varm mælk.
8. Prøv med et varmt bad, inden du skal sove. Det kan gøre kroppen søvnig.
9. Hvis du ikke kan sove, så stå op. Du skal ikke blive liggende i søvnen og rotere, for så forbinder du til sidst sengen med ikke at sove. Sæt dig hellere ind i sofaen og læs en kedelig bog eller løs en kryds og tværs. Når du så føler dig søvnig, så gå ind i seng igen.
10. Du kan også lave nogle afspændingsøvelser, der får dine muskler til at 'slappe af'.
11. Sæt noget beroligende og stille musik på, som gør dig godt tilpas. Det kan virke adspredende, så du ikke tænker for meget. Men sørg for at musikanlægget kan slukke af sig selv, så det ikke spiller hele natten. Det kan forstyrre dig, når du først er faldet i søvn.