En blot 11-årig pige fra Birkerød var tirsdag 19. maj udsat for et væmmeligt overfald, skriver Nordsjællands Politi på Facebook.
Hændelsen fandt sted omkring kl. 15, da den 11-årige pige var på vej hjem fra skole. På Nobisvej ud for nr. 13-15 blev hun overfaldet af en mand. Heldigvis lykkedes det pigen at vriste sig fri og løbe fra manden.
Ud for indkørslerne til Nobisvej nr. 78-80 fik hun fat i en anden mand og fortalte, hvad der var sket. Han rådede pigen til at skynde sig at løbe hjem.
Manden, der hjalp pigen, beskriver hun sådan her: 40-50 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning og med tyndt kort gråt hår. Brugte briller og har mellemrum mellem tænderne.
Nordsjællands Politi vil meget gerne i gerne i kontakt med den pågældende mand, da han kan have oplysninger, som kan hjælpe politiet med at opklare sagen.
Politiet vil også gerne i kontakt med andre beboere i området, der har set noget. Pigens vej hjem fra skolen var ad Nobisvej, i retning fra Ravnsnæsvej, ad sti til Nobisvej, og herefter ad Nobisvej mod Keilstruplund.
Har du oplysninger i sagen, bedes du kontakte politiassistent Camilla Lund på e-mail cel003@politi.dk eller ringe 114