Arbejde uden pause. Tunge løft. Ingen ansættelseskontrakt. Manglende instruktioner i at undgå arbejdsskader.
Det er typiske problemer, som Jobpatruljen støder på, når den turnerer landet tyndt hen over sommeren for at holde øje med arbejdsforholdene for unge fritidsjobbere mellem 13-17 år.
Med små 200 frivillige satser Jobpatruljen i år på at besøge 10.000 virksomheder og interviewe 3.000 fritidsjobbere, skriver Fagbladet 3F.
Der er særligt fokus på hotel- og restaurationsbranchen.
- Der er rigtig mange fritidsjobbere i hotel- og restaurationsbranchen, organiseringsgraden er lav, og mange unge får deres første job i den branche som opvaskere, afryddere, osv., siger landskoordinator for Jobpatruljen Rasmus Jakobsen.
Sidste år registrerede Jobpatruljen, at to ud af tre fritidsjobbere havde et eller flere problemer i forhold til deres ansættelse.
- Ofte skyldes det, at de ikke kender reglerne. Langt størstedelen af virksomhederne tager positivt imod os, og de vil gerne have vejledning, lyder det fra Rasmus Jakobsen.
Tina Møller Madsen er formand for Privat Service, Hotel & Restauration i 3F, og hun hilser Jobpatruljens sommerindsats velkommen.
- Jobpatruljen gør en kæmpe indsats for at sikre, at unge arbejder under ordentlige forhold. Det har vi brug for, og jeg håber derfor, at de bliver taget godt imod, når de kommer rundt i landet, siger Tina Møller Madsen.