10 mister livet efter F-16-styrt på Nato-base i Spanien
Et kampfly mistede motorkraft og styrtede ned, da det var ved at lette på en base i Spanien.
Et F-16-fly er styrtet ned i Spanien. 10 personer har mistet livet i ulykken.
Et F-16-fly er styrtet ned i Spanien. 10 personer har mistet livet i ulykken. Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


10 personer har mistet livet i en ulykke, hvor et græsk kampfly af typen F-16 er styrtet ned i Spanien på en militærbase, der benyttes af Nato. 13 andre er kvæstet.

Der er fire danskere tilknyttet basen Los Llanos. Ingen af dem er kommet noget til ved ulykken, bekræfter det danske forsvars pressetjeneste over for Ritzau.

Ulykken skete under en øvelse, hvor et F-16-fly styrtede, kort efter at det var lettet, oplyser det spanske forsvarsministerium.

En af piloterne i F-16-flyet udførte ifølge lokale medier en fejlagtig manøvre, skriver BBC. Begge piloter blev dræbt.

Luftbasen ligger nær Albacete, der ligger 262 kilometer sydøst for den spanske hovedstad, Madrid.

- Flyet, som var del af Natos taktiske lederskabsprogram (TLP), var midt i en øvelse, da det mistede motorkraft, mens det lettede, så det styrtede ned i et område med parkerede fly, hvor det kolliderede med flere fly, lyder det i en udtalelse fra forsvarsministeriet.

Flertallet af de dræbte skulle ifølge BBC være af udenlandsk nationalitet, men dette er ikke bekræftet fra officielt sted.

Brandfolk arbejder ifølge forsvarsministeriet på at slukke ilden, mens man forsøger at få overblik over, hvor mange andre fly, der er involveret i ulykken, skriver det spanske forsvarsministerium.

Billeder fra ulykkesstedet viser store, sorte røgskyer stige til himlen fra en samling parkerede fly tæt ved en hangar.

Danmark deltager sammen med ni andre Nato-lande, blandt andre Grækenland og Italien, i programmet TLP, som ikke hører direkte under forsvarsalliancen.

Det danske forsvar benytter også F-16-fly. Syv af disse er aktuelt på mission i Irak, hvor de deltager i en mission, der bomber Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.