En 10-årig pige fik fredag ved middagstid et chok efter et toiletbesøg i frikvarteret på hendes skole.
Da hun kom ud fra toilettet, kom en mand med tildækket ansigt løbende og sparkede hende i maven.
Det skriver stiften.dk.
Gerningsmanden flygtede med det samme efter overfaldet, og politiet efterlyser derfor vidner, der har bemærket noget mistænksomt i nærheden af skolen fredag omkring kl. 13.
Det er begrænset, hvad den 10-årige pige selv husker om gerningsmanden, forklarer vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Rønberg til stiften.dk:
- Hun var selvfølgelig chokeret efter episoden og kunne kun give et sparsomt signalement, siger han og tilføjer, at der ikke umiddelbart er noget motiv til overfaldet.
Ring til politiet på 114, hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet.