Selvom verdens førende forskere har slået fast, at brandmænd har en overhyppighed for at få visse former for kræft, får så godt som ingen danske brandmænd erstatning for de livsfarlige sygdomme.
Avisen.dk har fået indsigt i nye tal fra Arbejdsskadestyrelsen, der viser, at kun en ud af 143 brandmænd har fået erstatning for kræft siden 2012.
"Det er skandaløst. Der er ingen grund til at tro, at danske brandmænd er skruet anderledes sammen end brandmænd i for eksempel Australien, hvor de godt kan få anerkendt deres kræft som arbejdsrelateret," siger Kjeld H. Jensen, miljøkonsulent i fagforeningen 3F.
I perioden 2004-2011 anmeldte kun otte brandmænd deres kræftsygdomme som arbejdsskader. I 2012-2014 var tallet 143.
Stigningen i anmeldelser skyldtes, at flere fagforeninger opfordrede deres medlemmer til at søge om erstatning, efter at Avisen.dk havde afsløret, at mange brandmænd rammes af cancer.
Men langt de fleste anmeldelser har altså været forgæves.
"At Arbejdsskadestyrelsen kun har godkendt en ud af 143 kræftramte brandfolk er et klart udtryk for, at styrelsen ikke anderkender den risiko, der er forbundet med arbejdet som brandmand. De danske myndigheder vender brandfolkene ryggen," siger Tommy B. Kjær, formand for Brandfolkenes Cancerforening.
Poul har slukket 11.826 brande
En af de brandmænd, der har fået afslag på erstatning, er Poul L. Larsen.
Han fik konstateret modermærkekræft i 2009. Den 62-årige brandmand har været med til at slukke tusindvis af ildebrande i de 36 år, han har arbejdet for Københavns Brandvæsen. Men ifølge Arbejdsskadestyrelsen har hans udsættelse for sod, røg og partikler været "beskeden".
"Jeg har prøvet at regne ud, hvor mange ildebrande jeg har været med til at slukke. 11.826 er tallet. Hvor meget mere skal jeg udsættes for kræftfremkaldende stoffer? Ærligt talt," siger Poul L. Larsen.
Den nu pensionerede brandmand har klaget over afgørelsen, men han har ikke fået medhold.
I afvisningen skriver Arbejdsskadestyrelsen følgende:
"Vi er opmærksomme på, at det seneste forskning fra USA viser, at der er en øget risiko for flere typer kræft hos brandmænd. Der er dog tale om enkeltstående forskningsresultater, der stadig ikke kan pege på årsagssammenhængen."
"Det er noget forbandet svineri. Vi brandmænd sætter vores liv på spil for at redde andre. Men når vi får brug for hjælp, er der ingen hjælp at hente," siger Poul L. Larsen.
Er du ikke bare ude efter nogle kolde kontanter?
"Nej. Jeg gør det her for min tvillingebrors skyld. Han var også brandmand og døde af en kræftsvulst i hjernen. Jeg lovede ham at kæmpe kampen - for hans og andre brandmænds skyld - og det har jeg tænkt mig at blive ved med."
Kritik: Danmark svigter kræftramte brandmænd
I Australien, Canada og USA er det lettere for brandmænd at få anerkendt kræft som en arbejdsskade.
3F og Brandfolkenes Cancerforening undrer sig over, at de danske politikere tøver med at ændre praksis herhjemme.
"Rent samfundsøkonomisk er det her pebernødder. Men for den enkelte brandmand betyder anerkendelsen meget. Når det er sagt, er der selvfølgelig ingen, der skal have erstatning alene af den grund, at de er brandmænd," siger Kjeld H. Jensen, miljøkonsulent i 3F.
"Arbejdskadestyrelsens afslag viser med al tydelighed, at styrelsen ikke tager videnskaben og brandfolkenes virkelighed alvorligt. Der er behov for, at politikerne griber ind med lovgivning. Alt andet vil være uanstændigt," siger Tommy B. Kjær, formand for Brandfolkenes Cancerforening.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har sat penge af til ny dansk forskning om sammenhængen mellem brandmandsjobbet og kræft. Men det vil blot trække processen i langdrag og endnu flere vil få afslag, mener både 3F og Brandfolkenes Cancerforening.
Der er allerede masser af forskning, der dokumenterer en overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft, lyder det.
"Det er jo ikke bananrepublikker, der har anerkendt den eksisterende forskning. Det er lande, som vi normalt sammenligner os med. Derfor bliver vi ved med at presse på," Kjeld H. Jensen fra 3F.
"Ingen overbevisende sammenhæng"
Trods den kradse kritik fastholder Arbejdsskadestyrelsen, at den er i sin gode ret til at give brandmændene afslag.
"Selvom undersøgelser viser en vis overhyppighed hos brandmænd for kræftformer som for eksempel prostatakræft og blærekræft, så er betingelserne for optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen ikke opfyldt. Der er således ikke påvist en overbevisende årsagssammenhæng mellem disse kræftformer og udsættelsen for røg og sod," skriver chefkonsulent Merete Roos i et skriftligt svar til Avisen.dk.
1 brandmand har fået erstatning.
2 brandmænd har fået nulafgørelse.
24 sager er blevet henlagt uden anerkendelse.
105 sager er blevet afvist.
11 sager er under behandling.
Kilde: Arbejdsskadestyrelsen