007 rykker til USA efter rekordsalg på hjemmebanen
Ny James Bond-film sprænger rekorder i England. Det skyder forventningerne i vejret forud for premiere i USA.
Der er penge i den britiske superagent James Bond. Den nye 007-film, "Spectre", får kasseapparaterne til at ringe. Daniel Craig, nummer to fra venstre, har hovedrollen.
Der er penge i den britiske superagent James Bond. Den nye 007-film, "Spectre", får kasseapparaterne til at ringe. Daniel Craig, nummer to fra venstre, har hovedrollen. Foto: Gregorio Borgia/AP


Den nye James Bond-film, "Spectre", har sprængt alle rekorder i England, hvor den har tjent 41 millioner pund ind på sin første uge.

Det svarer til 430 millioner kroner.

Harry Potter-filmen "Fangen fra Azkaban" fra 2004 havde den gamle rekord, der var på 23,8 millioner pund inden for samme periode.

Også i Danmark har filmen sat rekord som den film, der er blevet set af flest på kortest tid. Ifølge produktionsselskabet SF Film har "Spectre" trukket knap 200.000 danskere i biografen siden premieren i fredags.

- Vi ved, at danskerne altid har været glade for James Bond-universet. Men det er dejligt at se, at både publikum og anmeldere har taget filmen til sig, og at James Bond fortsat kan fascinere og underholde, siger Sune Lind Thomsen, film- & distributionschef for SF Film A/S i Danmark, i en pressemeddelelse.

Det får samtidig forventningerne til premieren i USA til at skyde i vejret.

Filmen får premiere på torsdag.

Boxoffice.com forventer ifølge den finansielle nyhedstjeneste Bloomberg, at filmen vil sælge billetter for 90 millioner dollar i den første weekend.

Sker det, bliver "Spectre" den bedst sælgende James Bond-film nogensinde.

- De har fundet en god måde at ruske op i tingene på. Nye fans kommer til, mens man stadig tilfredsstiller dem, der har været det i lang tid, siger Phil Contrino, senioranalytiker hos Boxoffice.com, til Bloomberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.